Michael Teglborg (f. 1987) er født og opvokset i Holstebro, men bor til daglig i Århus hvor han læser til pædagog. Når bøgerne er lagt på hylden for en stund laver Michael musicals rundt omkring.
Han startede tidligt i Teatret Sløjfen i Holstebro, hvor han debuterede i rollen som Michael Darling i musicallen ”Peter Pan”. Herefter havde han flere roller årene efter.
I 2008 spillede han for første gang med i en semi-professionel opsætning da ”Baronessen fra benzintanken” blev sat op i Musikteatret Holstebro. Herefter medvirkede han også i ”Den lille havfrue”.
I mellemtiden tog han en grunduddannelse indenfor Teater, dans og drama ved Musikteatret Holstebro og Dansk Talentakademi.
Efter uddannelsen medvirkede Michael i ”Miss Saigon” på Palsgaard Sommerspil. Herefter gik turen til Herning Kongrescenter og forestillingerne ”My Fair Lady”, ”Cats”, ”Dyrene i Hakkebakkeskoven” i rollen som Mikkel Ræv, og ”Folk og røvere i Kardemommeby” i rollen som Jonatan.
Michael kommer lige fra musicalen ”Atlantis” som Palsgaard Sommerspil satte op i august. Her havde han flere mindre roller og var desuden danser på forestillingen.
Når ”Den eneste ene” går i luften er det anden gang Michael står på scenen i Silkeborg, da han også medvirkede i sidste års opsætning af ”Chess”. ”Den eneste ene” er Michaels 18. musical i rækken og han kan denne gang opleves i ensemblet.