Jacob Prüser Sonny

Jacob Prüser er født og opvokset i Hvidvore.

Den 25 årige Musicalperformer blev i 2014 uddannet fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia, men havde allerede inden sin optagelse på skolen en enorm erfaring med musicals.

Som 13-årig tog Jacob til audition på Hvidovre Musikskoles Showteam hold, som samme år opførte forestillingen Atlantis. Her blev han de følgende otte år, og prøvede kræfter med et utal af roller, blandt andet ‘Benny’ i RENT, ‘Simon’ i Jesus Christ Superstar, og ‘Bobby’ i Urinetown. I de samme otte år gik Jacob til sang hos en klassisk sanglærer, hvor han trænede i alt lige fra tyske lieder til dansk romantik og italienske operaer.

Efter sin optagelse på Musicalakademiet, har han medvirket i Fredericia Teaters opsætning af Disneys ‘Aladdin The Musical’, både i originalen og da den blev genopsat i Operaen i København. Derudover spillede han med i ‘Les Misérables’ da den blev opført på Århus Teater. Her var han understudy på rollen Marius.

Ved udgangen af sin uddannelse fik han lov at prøve kræfter med en af sine absolutte drømmeroller, da han i sin Showcase spillede rollen som Burrs i Akademiets opsætning af ‘The Wild Party’ på Fredericia Teater. Senest har Jacob medvirket i successforestillingen ‘My Fair Lady’ på Århus Teater, og spillet den diabolske fortæller i Dronning Dorothea Teaterets opsætning af forestillingen ‘Blood Brothers’.